Teambuilding og alkoholfri elevcafé for nye elever på Frederiksborg Gymnasium og HF
De nye elever i 1.g og 1.hf på Frederiksborg Gymnasium og HF har arbejdet på at lære hinanden at kende de sidste 10 dage. Fredag den 18. august stod programmet på teambuilding gennem 18 forskellige poster, hvor både krop og hjerne skulle i spil. Introdagene har desuden budt på en elevcafé, der i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer foregik uden alkohol.
Eleverne i de 15 nye stx-klasser og tre nye hf-klasser på Frederiksborg Gymnasium og HF har fredag været på teambuilding både på skolen og i skoven. Dagens teambuilding handler om at ryste eleverne sammen, så de kan etablere en god klasse. Klasserne dyster mod hinanden på 18 forskellige poster, der både indebærer at løbe flest runder på løbebanen, gå på line over vandet – uden at falde i – eller at have den største almene viden. Dagen giver på den måde både anledning til sved på panden og motion til hjernecellerne.
Onsdag den 16. august var alle 1.g og 1.hf-elever desuden samlet til en stor elevcafé på skolen og i skolegården. Introeleverne, der hjælper de nye elever til at falde til på skolen, havde sammen med de nye klasser arrangeret over 20 forskellige boder. Også skolens elevrådet og mange elevklubber, bl.a. ligestillingsudvalget, filmklubben og Røde Kors, var med til elevcaféen. I boderne kunne man blandt andet slå søm i, få lakeret negle, få en vandtatovering, kaste med flødeskum og sætte sit fingeraftryk som et blad på et træ, der symboliserede Frederiksborg Gymnasium. Desuden havde skolens musikcafé arrangeret livemusik med et elevband.
Elevcaféen var alkoholfri i henhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at have en skolestart uden alkohol, og den første skolefest med alkohol vil først blive afholdt den 29. september.