Nyheder

Grønt byggeri

Grønt byggeri skydes i gang

I oktober 2023 starter Frederiksborg Gymnasium og HF et grønt byggeri af et grønt omstillingsværksted, og to udendørs arbejdsrum og et trappetårn. De udendørs arbejdsrum og trappetårnet er støttet af en bevilling fra VILLUM FONDEN. Byggeriet forventes at stå færdigt i september 2024. 

I uge 43 starter byggeriet på Frederiksborg Gymnasium og HF, hvor der bl.a. etableres to udendørs arbejdsrum og et trappetårn. Det gør det muligt at tænke naturen ind i undervisningen ved at skabe nye innovative rammer, som undervisningen kan udfolde sig indenfor.

I det ene udendørs arbejdsrum kan der undervises traditionelt, men under åben himmel, hvorimod der i det andet udendørs arbejdsrum er fokus på, at eleverne skal være innovative og kombinere praksis og teori. VILLUM FONDEN har støttet byggeriet med en bevilling på 3.911.200,00 kr. og er en almennyttig fond, der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning samt miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland. 

Grønt byggeri og grøn omstilling

Etableringen af de to udendørs arbejdsrum og trappetårnet er en del af et større projekt på skolen, hvor resten af projektet finansieres af skolen selv. Det grønne byggeri omfatter også etableringen af et grønt omstillingsværksted. I omstillingsværkstedet kan man lave forskellige projekter i undervisningen. Visionen er, at det bliver et moderne projektværksted, hvor grøn omstilling af samfundet er i centrum, og hvor man fx kunne arbejde med urban gardening, insektprotein, græstofu, drivhuseffektforsøg og meget andet. 

Frederiksborg Gymnasium & HF er i gang med en grøn omstillingsproces, som byggeriet er en manifestation af. Skolen ønsker, at den grønne dagsorden skal være en del af skolekulturen i både den daglige undervisning og i aktiviteter udenfor undervisningen.

Byggeprojekt har sin oprindelse i Det Grønne Råd, der startede som et skoleprojekt om bæredygtighed i 2019, og som i dag er et permanent udvalg på skolen bestående af både elever, ansatte og ledelse.  Frederiksborg Gymnasium & HF har desuden i 2021 opnået det Grønne Flag som en del af Grøn Skole, der er Friluftsrådets undervisningsprogram med natur, miljø og udeliv som centrale omdrejningspunkter.

Tegninger af arkitekt Søren Olsen, House Arkitekter

Seneste nyheder