Nyheder

Translokation 2025

438 glade studenter på Frederiksborg Gymnasium og HF

Fredag dimitterede 369 STX-studenter og 69 HF-studenter fra Frederiksborg Gymnasium og HF. Translokationen markerede afslutningen på de unges ungdomsuddannelse, og studenterne kunne køre af sted mod venner og familie i studentervognene, klar til den helt store fejring.

På Frederiksborg Gymnasium og HF stod fredag den 27. juni i translokationernes tegn, da skolens 438 studenter, fordelt på STX og HF, blev færdige. Translokationerne blev traditionen tro afviklet i tre runder – én for HF-studenterne og to for STX-studenterne.

Selvom fredag var en glædens dag, så blev tidens alvor også fremhævet i elevtalen, der for STX-translokationernes vedkommende blev holdt af elevrådsforperson Karla Soleima Dyrman Legarth, 3a og Martin Lykkebo Olsen, 3k. Samtidig lagde de vægt på, at de på gymnasiet havde fået den ballast, der skal til for at klare fremtidens udfordringer:

”Vores 3 år her på stedet har lært os, at vi står stærkere sammen og hverken krig, konflikter eller appelsin-farvede præsidenter kan ændre på det grundlag. Tværtimod. Der skal meget til at stoppe en flok unge studenter med livet og fremtiden foran sig, og det vil også vise sig når vi om lidt stævner ud i vores festligt pyntede sejlskibe forsynet med soundbokse, fløjter og rød/hvide huer og med et gå-på-mod der kan bryde selv de største bølger.”

 

Med alvor og konfetti

Alvoren fyldte også i rektor Anders Krogsøes tale til studenterne, fordi verden på mange måder er i opbrud lige nu, hvor studenterne skal ud at stå på egne ben, og derfor kunne fejringen ikke stå alene: ”Til klimaforandringerne kan vi i dag lægge en række andre ulykker. Krige raser. Skellet mellem fakta og fiktion eroderer. Og demokratiet som styreform udfordres.”

Til sidst i talen opsummerede Anders Krogsøe sit afgørende råd til de nye studenter, hvor fællesskaberne var centralt placeret som modsvar til alle udfordringerne:

”Kære studenter. På dén melankolske og alvorlige baggrund er mine råd til jer. Værdsæt fællesskaber. Tag dem ikke for givet. Og byd ind, også når de bidder. Stol på, at fællesskaber giver mening. Hvis ikke altid for jer selv, så med sikkerhed for andre!”

Heldigvis blev der også plads til det søde og skønne i talen, der kendetegner studentertiden. Talen blev endda afsluttet med en flash mob, hvor flere af skolens lærere pludselig rejste sig op og deltog. De fyrede også konfettirør af, som studenterne også selv har gjort så mange gange tidligere på morgensamlinger på Frederiksborg Gymnasium og HF i forbindelse med klasseoptrædener.

Frederiksborg Gymnasium og HF ønsker de mange studenter et kæmpestort tillykke med de røde og blå huer!

Seneste nyheder