Nyheder

FGC4 vender ansigtet mod Hillerød og verden

Grønt byggeri indviet

Frederiksborg Gymnasium og HF indviede den 23. april skolens nye grønne byggeri. Den nye bygning består af et grønt omstillingsværksted, to udendørs arbejdsrum og et trappetårn. De udendørs arbejdsrum og trappetårnet er støttet af en bevilling fra VILLUM FONDEN.

Onsdag den 23. april stod det grønne byggeri på Frederiksborg Gymnasium og HF klar til at blive indviet. Byggeriet består af et omstillingsværksted, to udendørs arbejdsrum og et trappetårn.  

I omstillingsværkstedet kan man lave forskellige projekter i undervisningen. Visionen for omstillingsværkstedet er, at det bliver et moderne projektværksted, hvor grøn omstilling af samfundet er i centrum, og hvor man fx kan arbejde med urban gardening, insektprotein, græstofu, drivhuseffektforsøg og meget andet. 

VILLUM FONDEN, der er en almennyttig fond, der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning samt miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland, har støttet byggeriet med en bevilling på knapt 4. mio. kr. Bevillingen fra VILLUM FONDEN betyder, at Frederiksborg Gymnasium & HF har kunnet etablere to udendørs arbejdsrum og et trappetårn, der gør det muligt at tænke naturen ind i undervisningen ved at skabe nye innovative rammer, som undervisningen kan udfolde sig i. Resten af projektet er finansieret af skolen selv.

Frederiksborg Gymnasium & HF er i gang med en grøn omstillingsproces, som byggeriet er et udtryk for. Skolen ønsker, at den grønne dagsorden skal være en del af skolekulturen i både den daglige undervisning og i aktiviteter udenfor undervisningen.

Byggeprojektet har sin oprindelse i Det Grønne Råd, der startede som et skoleprojekt om bæredygtighed i 2019, og som i dag er et permanent udvalg på skolen bestående af både elever, ansatte og ledelse. Frederiksborg Gymnasium & HF har desuden i 2021 opnået det Grønne Flag som en del af Grøn Skole, der er Friluftsrådets undervisningsprogram med natur, miljø og udeliv som centrale omdrejningspunkter.

Seneste nyheder