Nyheder

Translokation 2024

464 studenter med hvide huer på Frederiksborg Gymnasium og HF

398 stx-studenter og 66 hf-studenter dimitterede fredag fra Frederiksborg Gymnasium og HF. Det blev fejret med taler, musikalske indslag og højt humør blandt de stolte familier og venner. Efter translokationen kørte de nyslåede studenter af sted på den traditionsrige vognkørsel.

Fredag var en af de dage som i alt 464 studenter på Frederiksborg Gymnasium og HF har ventet på med særlig stor forventning. Efter henholdsvis to og tre år i gymnasiet kunne studenterne fejre, at de røde og blå huer og eksamensbeviset endelig var i hus.

Studenterne var fordelt på 15 stx-klasser og tre hf-klasser, og selve translokationen blev afholdt i tre runder: Én runde for de tre hf-klasser og to runder for de 15 stx-klasser.

I sin tale til årets studenter omtalte rektor Anders Krogsøe de nyslåede studenters hue som symbolet på klassisk dannelse efter to eller tre års hårdt arbejde:

”… jeres plads på sejrsskamlen har ikke været gratis. Tre travle år med historicisme, hiphop, Holberg og kamp med kemiske forbindelser til klokken to om natten er gennemlevet. Hertil kommer den store mængde naturlig regnskov, Grøn Fløj har kunne købe for panten af jeres kunstige energidrikke. Jo, for alle os – både på skolen og derhjemme – der har set svedperlerne springe, er jeres præmie både yderst velfortjent og velklædende: Symbolet på klassisk dannelse, den ikoniske rød/hvide eller blå/hvide hue. På alle ansattes vegne: Tillykke!”

 

Årets elevtaler

Elevrådsforpersonerne Benedikte Lauritzen og Sofia Ronja Vennegaard Sertkan var årets elevtalere til stx-translokationen. De havde bygget deres tale op efter Aristoteles’ forskrifter, som de har lært om i oldtidskundskab, og 2.g blev fremhævet som uddannelsens hårdeste år:  

”2.g var det år vi alle havde frygtet – kapitlerne var lange og det føltes ikke som om der var forløsning i nogle af dem. De fleste helte blev hængende, og kæmpede sig gennem forhindringerne; fjerdemodulsdagene og 5-timers afleveringer!”

2g bød heldigvis også på studieture og i horisonten ventede 3g, som det længe ventede sidste år med studentertiden som den helt store finale:

”Langsomt, men sikkert, begyndte vi at kunne tælle antallet af tilbageværende afleveringer på én hånd, vi nød de sidste måneders SU og brændte dem af på vognrater (studentervogn, red.), blå bog og selvfølgelig de flotteste huer,” fortalte Benedikte og Sofia.

Efter translokationerne kunne studenterne køre af sted i studentervognene, hvor klasserne besøger hinandens familier og bliver fejret ved hvert stop. Vejret startede tørt og siden med byger – vi krydser fingre for, at solen kigger frem igen senere på dagen.

Fra Frederiksborg Gymnasium & HF skal lyde et kæmpe tillykke til alle studenterne og al lykke til i fremtiden.

Seneste nyheder