Nyheder

Teambuilding 2024

Velkommen til nye elever på Frederiksborg Gymnasium og HF

 

På Frederiksborg Gymnasium og HF har ugen stået i de nye elevers tegn, efter at de nye elever i 15 stx-klasser og tre hf-klasser startede på skolen. Ugen har budt på velkomst af eleverne og blev sluttet af med en dag med teambuilding.

Fredag kastede de nye elever på Frederiksborg Gymnasium og HF sig ud i nye udfordringer for både krop og hjerne i forbindelse med den traditionsrige teambuildingdag. Formålet med dagen er, at de nye elever i klasserne skal lære hinanden at kende. Heldigvis holdt vejret nogenlunde tørt, selvom grå skyer truede i horisonten.

De 15 stx-klasser og tre hf-klasser dyster mod hinanden på 18 forskellige poster. Undervejs prøver de både at løbe stærkt og langt, at gå på line over vandet og de dyster om hvem, der har den største almene viden.

De nye elever på Frederiksborg Gymnasium og HF havde første dag onsdag, hvor de blev budt velkommen på skolen af introelever og teamlærere, der alle stod klar til at vise de nye elever skolen.

Introprogrammet fortsætter de næste uger, hvor de nye elever skal deltage i en alkoholfri introcafé sammen med introeleverne. Der vil være en række forskellige boder, der er arrangeret af de nye klasser. Skolens elevråd og elevklubber, bl.a. filmklubben og Røde Kors, vil også være med til at præsentere det sociale liv på skolen, der finder sted uden om den almindelige undervisning.

Elevernes forældre inviteres også til at møde skolen ved et fyraftensmøde senere på måneden.

Fra Frederiksborg Gymnasium og HF skal lyde et stort velkommen til alle de nye elever.

Seneste nyheder