Grundforløbet – den første tid

Grundforløbet – den første tid

teambuilding artikel

De første tre måneder på Frederiksborg Gymnasium og HF består af et grundforløb, som skal hjælpe dig med at vælge den studieretning, du vil gå på i de tre år, du skal være på skolen. Grundforløbet består af undervisning i en række obligatoriske fag: dansk, engelsk, matematik, samfundsfag, almen sprogforståelse, naturvidenskabeligt grundforløb samt andet fremmedsprog og kunstnerisk fag, som du bliver bedt om at vælge, når du søger ind på gymnasiet. Men foruden den faglige undervisning vil du blive fulgt af et lærerteam og en studievejleder, som også kan hjælpe dig med at få valgt den rigtige studieretning. Derudover vil du få mulighed for at snuse til en række studieretninger til  forskellige studieretningspræsentationer, som hver især varer en hel skoledag. Der er også sociale aktiviteter, som giver dig mulighed for at lære din grundforløbsklasse at kende, selvom du måske ikke skal gå sammen med dem alle tre år, og som også giver dig mulighed for at stifte bekendtskab med FGs skoleliv og skolekultur.

Omkring efterårsferien skal du ønske, hvilke studieretninger du helst vil gå på, og i starten af november bliver alle elever fordelt i deres studieretningsklasser. Skolen vil forsøge, at så mange elever som muligt får opfyldt deres første prioritet. Når du er startet i studieretningsklassen, som du skal gå sammen med resten af din gymnasietid, vil teamet sørge for, at der både er nogle faglige og sociale aktiviteter, som kan ryste studieretningsklassen rigtig godt sammen.