Menu

Psykologi

Psykologi handler om, hvordan mennesker sanser, tænker, lærer, føler og handler. Meget af dette kender du til i forvejen, fordi du er "menneske". Men i psykologiundervisningen lærer du forskellige psykologiske teorier, begreber og modeller, som forsøger at forklare, HVORFOR vi sanser, tænker, lærer, føler og handler, som vi gør. Et mål er også, at du lærer at forholde dig kritisk til teorierne, dvs. bliver bevidst om, hvad de kan forklare og hvad de ikke kan forklare.

Nogle af teorierne udspringer af naturvidenskab og er optaget af psykologiens biologiske grundlag, andre interesserer sig for psykologiens forbindelse med samfund og forskellige kulturer, og atter andre er humanistiske og handler om at fortolke psykiske tilstande og kræfter.

Formålet er, at du bruger teorierne til at analysere og reflektere over psykologiske problemstillinger. På den måde udvikler du dig personligt gennem at udvikle dig fagligt. I centrum står det normalt fungerende menneske, som belyses fra forskellige perspektiver.

 

...som valgfag

Psykologi kan vælges som frit valgfag på C- og B-niveau.

 

C-niveau

Fagets kernestof er:

  • Socialpsykologi: Hvordan vi fungerer i grupper, og hvordan vi opfatter andre. Betydningen af måden, vi kommunikerer på.
  • Udviklingspsykologi: Menneskets livslange udvikling, herunder betydningen af arv, miljø og kultur. Omsorg og familiens betydning for, hvordan man udvikler sig.
  • Kognition og læring: Hvordan vi tænker og lærer – og den rolle, psykologiske og sociale forhold spiller for det.
  • Personlighed og identitet: Om hvad der bestemmer ens identitetsfølelse. Om individuelle forskelle i livsstil og måder at håndtere livets og arbejdets udfordringer på.

I undervisningen arbejder man typisk med forskellige temaer, fx relationer mellem mennesker, angst, ondskab, ungdom og identitet, som belyses ud fra de forskellige kerneområder. Eleverne har medindflydelse på undervisningen, og der er også mulighed for projektarbejde og for tværfagligt samarbejde.

Eksamen

Eksamen er mundtlig med ca. 25 min. forberedelse og ca. 25 min. eksamination.