Menu

Matematik

Matematik er uundværlig i den naturvidenskabelige og teknologiske udvikling samt i de fleste aspekter af styring og udvikling af samfundet. Matematik er samtidig væsentlig i hverdagen.

Når hypoteser og teorier formuleres matematisk, vindes ofte ny indsigt. Den udbredte anvendelse af matematik og matematiske metoder til modellering og problemløsning bunder i fagets potentiale til at indfange og beskrive, hvordan mange vidt forskellige fænomener grundlæggende opfører sig ensartet. Gennem abstraktion og anvendelse af logik bliver bagvedliggende strukturer og lovmæssigheder tydelige og brugbare.

Matematik har ledsaget kulturens udvikling fra de tidligste civilisationer og menneskets første overvejelser om tal og form. Videnskabsfaget matematik har udviklet sig gennem en stadig vekselvirkning mellem anvendelser og teoriopbygning.

 

...som obligatorisk fag

Matematik indgår som obligatorisk fag på C-niveau i 1g og på B-niveau i 1g og 2g

 

...som studieretningsfag

Matematik indgår som studieretningsfag på  A-niveau.

 

...som valgfag

Matematik kan vælges som frit valgfag på A- og B-niveau.

 

C-niveau

Kernestoffet omfatter bl.a. tal, ligningsløsning, beskrivelse af forskellige former for vækst, funktioner, statistik, sandsynlighedsregning og vektorregning (geometri).

Hertil kommer f.eks. simpel bevisførelse, bearbejdning af autentisk talmateriale samt nedskal i matematikkens historie. Mange elementer af faget er tæt på hverdagen og umiddelbart forståelige.

Der arbejdes med IT, bl.a. matematiksoftware på computeren. Endvidere udnyttes IT i den eksperimentelle tilgang til emner og problemløsning. Ud over traditionel klasseundervisning vil en  del af undervisningen blive tilrettelagt som projekt- og emneforløb.

Eksamen

Der er mundtlig eksamen i Matematik C efter 1.g. 

 

B-niveau

Kernestoffet omfatter bl.a. tal, ligningsløsning, beskrivelse af forskellige former for vækst, funktioner, vektorregning (geometri), differentialregning, statistik og sandsynlighedsregning, 

Hertil kommer f.eks. bevisførelse, opstilling af modeller, bearbejdning af autentisk materiale samt nedslag i matematikkens historie. Ud over den abstrakte side er mange elementer af faget tæt på hverdagen og umiddelbart forståelige.

Der arbejdes i udstrakt grad med IT i form af matematikprogrammer på computeren. Disse hjælpemidler bruges også ved skriftlig eksamen. Endvidere udnyttes IT i den eksperimentelle tilgang til emner og problemløsning. Ud over traditionel klasseundervisning vil en  del af undervisningen blive tilrettelagt som projekt- og emneforløb.

Man kan få matematik B på to måder:

Ved at vælge en studieretninge med matematik B som obligatorisk fag i 1g og 2g.

Ved at vælge en studieretning med matematik C i 1g og derefter vælge matematik B som valgfag i 3g.

Eksamen

Uanset hvordan man tager matematik B, er der skriftlig og mundtlig eksamen ved afslutningen af faget. Eksamen omfatter også indholdet af undervisningen i 1g.

(Hvis man vælger matematik A i 3g, er der hverken skriftlig eller mundtlig eksamen i 2g.)

 

A-niveau

Kernestoffet omfatter bl.a. tal, ligningsløsning, beskrivelse af forskellige former for vækst, funktioner af en og to variable, vektorregning (geometri), vektorfunktioner, statistik, sandsynlighedsregning, differential- og integralregning og differentialligninger.

Hertil kommer f.eks. bevisførelse, opstilling af modeller, bearbejdning af autentisk materiale samt nedslag i matematikkens historie.

Matematik på A-niveau er det mest teoretiske af de tre niveauer. Der arbejdes i udstrakt grad med IT, bl.a. matematiksoftware på computeren. . Disse hjælpemidler bruges også ved skriftlig eksamen. Endvidere udnyttes it i den eksperimentelle tilgang til emner og problemløsning. Ud over traditionel klasseundervisning vil en  del af undervisningen blive tilrettelagt som projekt- og emneforløb.

Man kan få Matematik A på to måder:

  • Ved at vælge en studieretning med Matematik A i alle tre år.
  • Ved at vælge en studieretning med Matematik B i 1g og 2g og derefter vælge Matematik A som valgfag i 3.g.

Eksamen

Uanset hvordan man tager Matematik A, er der skriftlig og mundtlig eksamen i Matematik A efter 3g. Disse eksamener omfatter også indholdet fra undervisningen i 1g og 2g.