Fag – Biologi (STX)

Biologi

Biologi er et vigtigt alment dannende fag, fordi det sætter den studerende i stand til at forholde sig til den verden vi alle lever i. I biologi beskæftiger de studerende sig med aktuelle biologiske emner, så som bioteknologi, gensplejsning, sygdomsbekæmpelse, vandmiljøplaner, kost og motion osv. Det er netop viden om os selv og det miljø vi lever i, der er en af grundpillerne i faget biologi.

 

…som studieretningsfag

Biologi er et studieretningsfag på A-niveau. 

 

…som valgfag

Biologi kan vælges som valgfag på B-niveau. 

 

B-niveau

På B-niveau kommer eleverne også i dybden med stoffet, blot er omfanget af stof ikke så stort som på A-niveau, og den kemiske side af biologien nedtonet.

Læreplan

Kernestoffet søges læst gennem tematiske emner inden for følgende hovedområder:

  • Nervesystemet (fx hjernen og rusmidler, søvn, smerte, hukommelse).
  • Bioteknologi (fx kloning, genterapi, gensplejsning).
  • Genetik, arv og miljø (fx arvelige sygdomme, mutationer, kræft).
  • Motion og ernæring (fx doping, livsstilssygdomme og idræt).
  • Økologi (fx økologisk landbrug, iltsvind, skovrejsning, truede dyrearter).
  • Forplantning( fx fertilitetsteknikker og hormonforstyrrende stoffer).

Undervisningen

Biologi på B-niveau er et mundtligt og eksperimentelt fag, hvor der lægges størst vægt på den mundtlige formidling af stoffet. Løsning af skriftlige opgaver indgår som en naturlig del af læreprocessen. Eksperimentelt arbejde er integreret i undervisningen og udgør ca. 25%. Der udføres forsøg, som tager udgangspunkt i de valgte emner. Rapporter og journaler udarbejdes i forbindelse med eksperimenterne.

Evaluering

Der gennemføres løbende evalueringer, der sikrer, at eleverne jævnligt får mulighed for at vurdere deres udbytte. Der gives en mundtlig og en skriftlig årskarakter.

Eksamen

Der afholdes en individuel, mundtlig prøve på 30 min. med en forberedelsestid på 1 time. 

Prøven er mundtlig og tager udgangspunkt i et eller flere af undervisningens temaer. Materialet består af en overskrift med præciserende underspørgsmål samt kendt og ukendt bilagsmateriale. Det eksperimentelle udført i undervisningen indgår i opgaverne.

 

A-niveau

På A-niveau beskæftiger eleverne sig indgående med alle dele af biologien. De får en stor viden og forståelse for biologiske sammenhænge og bliver i stand til at deltage kvalificeret i aktuelle diskussioner med biologisk indhold: genteknologi, bioteknologi, miljøforurening, medicinforbrug, resistente bakterier etc..

Læreplan

Kernestoffet læses gennem tematiske emner inden for følgende hovedområder:

  • Nervesystem og hormoner (fx doping, kogalskab, demens, stress, køn og intelligens, hukommelse, hjernen, rusmidler).
  • Immunforsvar (fx vaccinationer, infektionssygdomme, fugleinfluenza, AIDS).
  • Fysiologi (fx sport og ernæring, fedme, anoreksi, doping).
  • Enzymer (fx øl-og vinproduktion, fødevarer, kunstige enzymer).
  • Genetik (fx arvelige sygdomme, genteknologi, kræft).
  • Bioteknologi (fx kloning, genterapi, organdonation, stamceller, doping, gensplejsning).
  • Evolution (fx arv og miljø, Darwin, liv på jorden).
  • Økologi (fx drikkevandskvalitet, fiskekvoter, landbrug og forurening, drivhuseffekt og CO2-udledning, naturpleje).
  • Økotoksikologi (fx kunstige østrogener, sprøjtemidler, giftdepoter).
  • Biologiske analysemetoder (fx DNA chips, biosensorer, nanoteknologi, feltøkologi).

Undervisningen

I biologi på A-niveau lægges der både vægt på den mundtlige og skriftlige formidling af stoffet. Ca. 25% af undervisningstiden bruges på eksperimentelt arbejde, hvor der udføres forsøg, som tager udgangspunkt i de valgte emner. Skriftligt arbejde vil indgå som en naturlig del af undervisningen og omfatter bl.a. følgende: journaler, rapporter, opgaver, projektarbejder og præsentation af eksamensprojekt. 

Evaluering

Der gennemføres løbende evalueringer, der sikrer, at eleverne jævnligt får mulighed for at vurdere deres udbytte af undervisningen. Der gives en mundtlig og en skriftlig årskarakter.

Mundtlig eksamen

En individuel prøve på 30 min. og med 24 timers forberedelse. Materialet indeholder en overskrift og en kort præciserende tekst samt bilag i form af artikler og figurmateriale.

Skriftlig eksamen

En 5 timers individuel prøve.